Inflationen kræver hurtig handling fra centralbankerne
Efter flere årtier med lave inflationsrater er både Danmark, Europa og USA blevet ramt af høj inflation. Nu er centralbankerne tvunget til at gribe ind.
Af Søren Hove Ravn, bragt i Altinget 18. april 2022
Det er efterhånden gået op for de fleste. Efter nogle måneders tilløb er det hen over vinteren og foråret blevet tydeligt, at inflationen er vendt tilbage i dansk økonomi.
Priserne stiger, og det kan mærkes i supermarkedet, på tankstationen og på el- og varmeregningen. Politikerne diskuterer varmechecks og andre måder at skærme især lavtlønnede gruppers købekraft. Og så er danske husholdninger endda mindre hårdt ramt end husholdninger i mange andre lande.
I Danmark var inflationen – det vil sige den årlige stigningstakt i prisniveauet – i februar 2022 nået op på knap fem procent, mens den i USA var næsten otte procent. Foreløbige tal indikerer en inflationsrate for euroområdet på 7,5 procent i marts. Til sammenligning opererer centralbankerne i både USA og euroområdet med en målsætning om en inflationsrate på to procent.
Der er betydelige forskelle i de underliggende drivkræfter bag inflationen i Europa og i USA.
En analyse fra Nationalbanken viser, at en stor del af inflationen i Europa kan tilskrives de højere energipriser. Det er isoleret set godt nyt, idet mange forventer, at energipriserne i løbet af nogle måneder vil stabilisere sig.
I USA afspejler inflationen derimod en høj vækstrate i lønningerne, hvilket indikerer, at inflationen er mere bredt funderet i økonomien og dermed kan være sværere at nedbringe.
Denne forskel må dog ikke blive en sovepude: Det aktuelle inflationsopsving i USA er nogle måneder foran det europæiske, og sidste år diskuterede man også i USA, om ikke inflationen var forbigående. Men jo længere inflationen forbliver høj, jo større er netop risikoen for, at den også sætter sig i lønningerne og dermed risikerer at blive selvforstærkende.
Der er derfor en meget reel risiko for, at euroområdet om nogle måneder vil stå i præcis samme situation, som USA står i nu.
Centralbankerne på begge sider af Atlanten har indtil nu haft et lønligt håb om, at inflationen ville gå væk af sig selv. Men der er ikke længere nogen vej udenom: I marts satte den amerikanske centralbank, Federal Reserve, renten op for første gang siden coronapandemien og varslede samtidig, at flere rentestigninger er på vej.
Der er en forventning om, at renten i USA i løbet af 2022 kan stige fra nul ved årets begyndelse til omkring to procent ved årets udgang.
Den Europæiske Centralbank (ECB) har indtil videre begrænset sig til at annoncere en udfasning af sit opkøbsprogram af værdipapirer. Ifølge ECB ligger rentestigninger stadig lidt ude i fremtiden. Det risikerer at blive for lidt og for sent, hvis man skal undgå, at inflationen bider sig fast.
Den respekterede italienske økonom Tommaso Monacelli har for nyligt opsummeret, hvad vi økonomer lærte om pengepolitik af 1970’ernes kombination af høj inflation og økonomisk stagnation, såkaldt stagflation.
For det første skal centralbankerne sætte renterne op med endnu mere, end inflationen er steget, så den inflationsjusterede rente også stiger.
For det andet skal centralbankerne via deres kommunikation signalere, at de er fast besluttede på at sikre, at inflationen bliver bragt ned igen, for derved at påvirke inflationsforventningerne. En slags ”whatever it takes”-annoncering, om man vil, om end situationen endnu ikke er alvorlig nok til netop det ordvalg.
Ifølge Monacelli hænger de to lektioner nøje sammen. Eksempelvis endte Federal Reserve med at måtte sætte renten så meget op i starten af 1980’erne, at det medførte en stor stigning i arbejdsløsheden, netop fordi man ikke i tide havde signaleret sine intentioner og dermed holdt inflationsforventningerne nede.
Hverken ECB eller Federal Reserve har endnu for alvor levet op til nogen af de to lektioner, om end alvoren nu ser ud til at være gået op for amerikanerne. Forhåbentligt følger ECB hurtigst muligt det amerikanske eksempel og begynder at sætte renten op.