Kronik i Politiken d. 28.9.1998

Hvor interessant er betalingsbalancen?

Niels Kærgård, Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole
Peter Birch Sørensen, Københavns Universitet

Ingen grund til panik, skriver de 2 økonomiske vismænd: Betalingsbalancen er ikke så væsentlig en økonomisk indikator, som mange vil gøre den til.


For få år siden havde Danmark et stort overskud på betalingsbalancen overfor udlandet. På det seneste er overskuddet imidlertid forsvundet. Fra flere sider har man derfor krævet, at finanspolitikken for de kommende år strammes kraftigt op for at genskabe det store betalingsbalanceoverskud.

Der er mindst tre grunde til, at man retter søgelyset mod betalingsbalancen. For det første kan et omsving fra overskud til underskud være et tegn på, at økonomien er på vej mod overophedning. Hvis den indenlandske produktion har svært ved at følge med den indenlandske efterspørgsel, vil efterspørgslen i stigende grad blive tilfredsstillet gennem import af varer fra udlandet, og handelsbalancen vil svækkes.

For det andet betyder et omsving til underskud på betalingsbalancen, at der igen opbygges gæld til udlandet. Det giver anledning til bekymring på de kommende generationers vegne. Overlader vi dem et forgældet samfund? Skubber vi byrder over på fremtiden?

Endelig ser mange aktører på de internationale finansmarkeder betalingsbalancen som en vigtig indikator for et lands økonomiske sundhedstilstand. Man kan derfor frygte, at en svækkelse af betalingsbalancen vil svække kronen. Det er ikke tilfældigt, at Nationalbanken, hvis hovedopgave er at sikre en fast valutakurs, er den institution, der er mest bekymret for betalingsbalancen.

Betalingsbalancen har derfor i årtier spillet en central rolle i den økonomisk-politiske debat. Samfundsøkonomien er imidlertid en kompliceret størrelse, og det er farligt, hvis man fokuserer alt for enøjet på en enkelt indikator. Hvis man vil tilrettelægge finanspolitikken alene ud fra betalingsbalancehensyn, er man ude i en urimelig forenkling. Der er grund til at se mere konkret og detaljeret på baggrunden for de seneste års forringelse af betalingsbalancen.

Det første spørgsmål er, om betalingsbalanceforværringen afspejler en overophedning af dansk økonomi, således at der er brug for en stramning af finanspolitikken for at "tage trykket af kedlen". Der er næppe tvivl om, at konjunkturudviklingen på det seneste er gået lige lovligt stærkt. De økonomiske vismænd har da også gentagne gange i de senere år argumenteret for, at finanspolitikken burde have været strammere under opsvinget. Imidlertid er der nu med pinsepakken gennemført en beskæring af rentefradragets skatteværdi, som givetvis vil dæmpe forbruget i de kommende år. Virkningerne heraf er slet ikke slået igennem endnu. Endvidere justeres de økonomiske prognoser for verdensøkonomien i øjeblikket snarere ned end op. Hvis man på trods af dette gennemfører yderligere mærkbare finanspolitiske stramninger for det kommende år, risikerer man let at havne i den anden grøft med lavkonjunktur og stigende arbejdsløshed til følge.

Men så er der argumentet med at skubbe byrder over på fremtiden. Kan vi være bekendt overfor de kommende generationer at have gæld? Naturligvis ville dansk økonomi være stærkere, hvis vi uden videre kunne slippe af med den samlede udlandsgæld på ca. 260 mia. kr. Men hvad nu, hvis vi for at slippe af med gælden også skulle give afkald på de maskiner, erhvervsbygninger og boliger, som gælden har finansieret? I så fald er det tydeligvis mindre oplagt, at vi ville være bedre stillet. Det er et område, hvor der i virkeligheden ikke er så meget forskel på privatøkonomi og nationaløkonomi. Det er noget skidt at være forgældet, men hvis man har sat pengene i fornuftige investeringer, er det ikke så galt endda. Så man er nødt til at analysere, hvad pengene er blevet brugt til.

Saldoen på betalingsbalancens løbende poster er per definition lig med forskellen mellem den samlede opsparing og de samlede investeringer. Den del af vore investeringer, der ikke kan finansieres af vor egen opsparing, må nødvendigvis finansieres gennem låntagning i udlandet og medfører derfor et betalingsbalanceunderskud. Hvis vores samlede opsparing omvendt overstiger de samlede indenlandske investeringer, må den overskydende opsparing anvendes til nedbringelse af udlandsgælden, hvilket er ensbetydende med et overskud på betalingsbalancen.

En forringelse af betalingsbalancen kan skyldes, at opsparingen er faldet, eller at investeringerne er steget. Hvis betalingsbalanceforringelsen dækker over et fald i opsparingen, er det nødvendigt at spørge, hvad der ligger bag nedgangen i opsparingen. Hvis der er indtruffet en begivenhed, der giver grund til at tro, at de fremtidige indkomster vil vokse hurtigere end tidligere antaget, behøver et fald i opsparingen ikke at være noget problem. Den lavere opsparing vil da blot afspejle, at forbrugerne i et vist omfang tager forskud på fremtidens glæder, idet de vælger at bruge en del af de højere fremtidige indkomster her og nu. Der er derimod grund til bekymring, hvis opsparingsfaldet vanskeligt kan begrundes med en sikker udsigt til højere fremtidige indkomster. I så fald afspejler betalingsbalanceforringelsen, at der lægges mindre til side til fremtiden, så de fremtidige forbrugsmuligheder bliver mindre.

Hvis betalingsbalanceforværringen i stedet skyldes en stigning i investeringerne, er sagen en ganske anden. Hvis investeringerne er samfundsøkonomisk fornuftige, så vil de give et afkast før skat, der mindst svarer til det internationale renteniveau. I så fald vil Danmarks fremtidige nationalindkomst og forbrugsmuligheder være mindst lige så store eller endog større, end hvis investeringerne ikke var foretaget.

Den danske betalingsbalance er skønsmæssigt blevet forringet med et beløb svarende til ca. 3,6 procent af nationalproduktet (BNP) fra 1993 til 1998. Dette skyldes imidlertid ikke, at vi i dag forbruger en større del af den samlede produktion end tidligere. Den private opsparings-kvote er ganske vist faldet fra 21,6 procent til ca. 18 procent af BNP, men et sådant fald er helt normalt i en opgangskonjunktur, hvor forbrugerne bliver mere optimistiske og derfor mindre tilbageholdende med at forbruge. Til gengæld er den offentlige sektors opsparingskvote steget med ca. 3,7 procentpoints. Dette er ligeså normalt under et konjunkturopsving, hvor det stigende skattegrundlag automatisk giver flere skatteindtægter samtidigt med, at de offentlige udbetalinger af arbejdsløshedsdagpenge og andre konjunkturafhængige udgifter falder. Nettoresultatet af denne udvikling har været, at den samlede nationale opsparingskvote er omtrent den samme i dag som i 1993.

Betalingsbalanceforringelsen skyldes altså ikke, at vi som land betragtet konsoliderer os mindre end før. Forringelsen skyldes alene, at de samlede indenlandske investeringer fra 1993 til i dag er steget fra 17,2 til ca. 21,7 procent af BNP. Denne stigning kan udelukkende henføres til den private sektor, hvor erhvervsinvesteringerne er steget med ca. 2,8 procent af BNP, mens boliginvesteringerne er steget med knap 0,8 procent af nationalproduktet.

I bunden af lavkonjunkturen i 1993 brugte vi en betydelig del af den samlede opsparing til at afdrage på udlandsgælden. Dette viste sig ved, at vi havde et stort betalingsbalanceoverskud. I dag bruger vi derimod hele vor opsparing til finansiering af indenlandske realinvesteringer, og derfor er betalingsbalanceoverskuddet forsvundet. Vi har altså omplaceret en del af vores opsparing bort fra afdrag på udlandsgæld og over til placering i bygninger, maskiner, boliger, broer mm. i indlandet. Dette kan kun være et problem, hvis afkastet af disse investeringer er mindre end den rente, vi skal betale af udlandsgælden.

I princippet kan man ikke udelukke, at nogle af de foretagne investeringer har været en dårlig forretning for samfundet. Det skyldes bl.a., at vort skattesystem stadig medfører en subsidiering af visse former for investeringer. De senere års skatteomlægninger har imidlertid gjort et kraftigt indhug i tidligere tiders skattesubsidiering af bolig- og erhvervsinvesteringer. Endvidere har erhvervslivets indtjening før skat generelt været høj i de seneste år. I det store og hele har stigningen i investeringerne derfor været udtryk for en sund og ønskværdig udvikling. På den baggrund bør man ikke gribes af panik over den logiske og uundgåelige følgevirkning for betalingsbalancen.

Man kan også udtrykke det således: I de senere år er det internationale renteniveau faldet. Samtidigt er det gennemsnitlige afkast af indenlandske realinvesteringer vokset som følge af opsvinget. Det er derfor blevet mindre fordelagtigt at anvende danskernes opsparing til nedbringelse af udlandsgælden, og mere fordelagtigt at anvende opsparingen til finansiering af indenlandske investeringer. Danskerne har reageret herpå ved at nedjustere tilbagebetalingen af udlandsgælden og i stedet øge de indenlandske investeringer, hvilket fra en samfundsøkonomisk betragtning forekommer ganske fornuftigt.

Det ville selvfølgelig være rart, om vi hurtigt kunne nedbringe vor udlandsgæld, f.eks. i overensstemmelse med regeringens målsætning om at eliminere udlandsgælden omkring år 2007-2008. Men i økonomi får man aldrig noget rart gratis. Og præcis i den nuværende konjunktursituation, hvor væksten i bedste fald er ved at flade ud, vil yderligere stramninger af den økonomiske politik meget let føre til, at arbejdsløsheden igen begynder at stige. Det er også noget, der trækker veksler på fremtiden. Mange ulykkelige skæbner og en betydelig del af de store offentlige udgifter til overførselsindkomster er forårsaget af den høje arbejdsløshed i 1980'erne og begyndelsen af 90'erne. Det er formentlig også sådan, at nye beskæftigelsesfremmende reformer på arbejdsmarkedet vil være vanskeligere at gennemføre og virke dårligere, hvis efterspørgslen efter arbejdskraft er faldende.

Betalingsbalancen og udlandsgælden er meget grove indikatorer for, hvordan kommende generationers stilling ser ud, netop fordi de ikke tager hensyn til, hvad der investeres i realkapital og "menneskelig" kapital (uddannelse og opkvalificering mv.). Hvis opsparingen øges, vil Danmarks nationalformue og dermed vore fremtidige forbrugsmuligheder vokse hurtigere, hvilket vel netop er regeringens egentlige målsætning. Såfremt betalingsbalancen i stedet forbedres ved at presse investeringerne ned, vil vi derimod ikke blive rigere, tværtimod. Hvis det grundlæggende mål er at øge råderummet for de kommende generationer, så bør det principielt formuleres som en målsætning for den langsigtede udvikling i den samlede opsparing og nationalformue, snarere end som en målsætning for betalingsbalance og udlandsgæld. Det er ikke så simpelt at udforme i praksis, men hvis man tænker for forenklet, kan man komme galt af sted. Og de seneste måneder har jo vist, at heller ikke betalingsbalancen er så let at måle.

Denne opfordring til at erstatte betalingsbalancemålsætningen med en opsparingsmålsætning skal selvsagt ikke ses som en opfordring til at føre en mere lemfældig økonomisk politik. Der kan være god grund til at satse på en væsentlig stigning i både den offentlige og den private opsparing i de kommende år, bl.a. for at ruste Danmark til at kunne forsørge de kommende store pensionistårgange og for at kompensere for udtømningen af olie- og gasressourcerne i Nordsøen. En opsparingsfremmende politik må imidlertid tilrettelægges på en sådan måde, at konjunkturen ikke slås helt ihjel.
Det er i princippet ingen kunst at frembringe et overskud på betalingsbalancen, hvis man ser stort på om det sker ved at sætte opsparingen op eller investeringerne ned, eller hvis man ser stort på beskæftigelsen. Målsætningen bør i stedet være at sikre et højt niveau for opsparing og investering. Kun derved kan vi efterlade et rigeligt råderum til de kommende generationer.