Debatindlæg i Weekendavisen, nr. 24, 13.-19. juni 2008.

Grønland: Forbandelse : Nepotisme og korruption skal erkendes nu og bekæmpes

Af David Dreyer Lassen

professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet

For nylig blev der i det grønlandske hus i København afholdt et debatmøde om korruption i Grønland. Det grønlandske Folketingsmedlem, Lars-Emil Johansen, kendte hverken til korruption eller politisk nepotisme i Grønland.

Det overrasker ikke, at ledende politikere har svært ved at få øje på sløset omgang med offentlige midler i deres eget politiske system. Det er imidlertid bekymrende, at anklager om korruption i Grønland pure afvises, særligt når Grønland står over for et muligt olieeventyr. Lyder det paradoksalt? Hvis der kommer olie, må der vel være penge nok til alle.

Stort set alle yngre demokratier verden over kæmper med korruption, favorisering og nepotisme. Man kan håbe, at Grønland er anderledes. Set i lyset af de store udfordringer Grønland står overfor, er det imidlertid nødvendigt med en viden om korruption og magtmisbrug i Grønland, der er mere håndgribelig end beroligende forsikringer fra grønlandske politikere. Den helt store udfordring for det grønlandske hjemmestyre og den grønlandske økonomi er, paradoksalt nok, et eventuelt mineral- og energieventyr.

Læser man det grønlandske Landsstyres politisk-økonomiske rapporter og rapporterne om den økonomisk udvikling i Grønland fra Statsministeriets rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi er der store, velbegrundede forhåbninger til udvinding af naturressourcer i Grønland.

Erfaringer fra lande, der kommer til penge via store naturressourcer, er imidlertid mildt sagt blandede – så blandede at man taler om ressourceforbandelsen.

Ressourceforbandelsen er et faktum, hvis man ser på data: der er en stor risiko for, at lande, der oplever store indtægter fra naturressourcer, oplever en aftagende, snarere end en stigende, økonomisk vækst, og at de samtidig oplever stigende korruption og en forværring af den generelle regeringsførelse.

Er der ét princip, der går igen i de seneste tyve års forskning om udviklingslande, er det, at et lands økonomiske udvikling ikke kan forstås og forbedres uden at se på de politiske og demokratiske principper, normer og institutioner, der sammen bestemmer landets regeringsførelse.

Verdensbanken, og mange andre med den, ser god regeringsførelse (good governance) som en absolut nødvendighed for at kunne opbygge velfungerende økonomier. Det er meget bekymrende, at man i rapporter og udredninger om Grønlands økonomi og et eventuelt forestående ressourceeventyr ikke samtidig forholder sig til den grønlandske politiske og administrative kapacitet til at kunne håndtere oliemilliarderne.

Der er eksempler på, at ressourcegevinster giver overskud, både økonomisk og politisk. Norge var et demokratisk velkonsolideret, ikke-korrupt land, da de fandt olie, hvilket har gjort nordmændene i stand til at drage entydig fordel af oliepengene.

Den norske oliefond har blandt andet medvirket til at undgå, at norsk økonomi og den norske stat er blevet oversvømmet med lette penge.

Hvis Grønlands ressourceeventyr skal have en lykkelig slutning kræver det en gennemsigtig, ikke-korrupt administration og en politisk elite, der ser staten som andet og mere end et instrument til at sikre sig og sine.